-
Thomas Bernt: Kåre Schultz er ikke det eneste scoop i ny SAS-bestyrelse
来源: BDK Finans / 28 8月 2024 15:28:54 America/New_York
SAS har fået en ny bestyrelse. Og det er nogle tunge navne, der indtræder efter en tumultarisk periode med indædte kampe. Det fremgår af en pressemeddelelse fra SAS. »SAS har fået en stærk og markant bestyrelse, som bør give omverdenen og såmænd også kunderne i det kriseramte flyselskab en god fornemmelse,« siger Berlingskes erhvervskommentator, Thomas Bernt Henriksen. Ud over bestyrelsens nye formand, Kåre Schultz, som blev annonceret tidligere i dag, vil den nye bestyrelse fremover tælle navne som Peter Stensgaard Mørch fra PensionDanmark og Henriette Fenger Ellekrog fra Ørsted. »Der er ingen tvivl om, at ud over formanden Kåre Shultz, med en international karriere i en stenhård og brutal branche som kopimedicin, så har man fået et andet yderst respektabelt navn ind med udpegningen af tidligere departementschef og den nye topchef i PensionDanmark, Peter Steensgaard Mørch.« Peter Steensgaard Mørch har været statens reelle repræsentant i forhold til aktieposten i SAS, mens han sad i Finansministeriet, og har dermed siddet på første række i statens håndtering af redningen af SAS, forklarer Thomas Bernt Henriksen: »Han er et vaskeægte scoop for bestyrelsen og er udpeget af staten.« Stærkt selskab En bestyrelse skal i dag have flere kompetencer, og her har staten også valgt at udpege hr-direktøren i en anden global gigant, nemlig Ørsted. Hun hedder Henriette Fenger Ellekrog. »Hverken Ellekrog eller Mørch ved selvsagt et klap om at drive et flyselskab, omend Ellekrog for ti år siden var personale direktør i SAS, så derfor er det ganske stærkt, at selskabet både får den administrerende direktør i amerikanske Sun Country Airlines og et af direktionsmedlemmerne i Air France-KLM ind i bestyrelsen. Air France-KLM kan på længere sigt blive SAS' reelle ejer, men ejer i dag efter rekonstruktionen 19,9 procent af selskabet,« forklarer Berlingskes kommentator. Det sidste navn på listen i den nye bestyrelse, der også tæller tre medarbejderrepræsentanter, er Anders Boyer-Søgaard. »Det er svært at se bort fra, at der kommer tung finansiel erfaring fra en anden dansk gigant og et globalt varemærke som Pandora ind i bestyrelsen, nemlig finansdirektør Anders Boyer-Søgaard fra smykkegiganten,« siger Thomas Bernt om valget af Pandoras finansdirektør. https://www.berlingske.dk/virksomheder/thomas-bernt-kaare-schultz-er-ikke-det-eneste-scoop-i-ny-sas